Højbed — klar til at dyrke i, på én dag 🌱

Et højbed er en enkel og overskuelig måde at komme i gang med at dyrke mere selv i haven. Jeg bygger det i dansk lærketræ, fylder det med god jord og jordforbedring og gør det klar — så du kan dyrke grøntsager, krydderurter, blomster eller jordbær.

Du siger bare ja tak — jeg klarer resten.

Laura med jord på hænderne ved højbed

Hvad du får

Målet er at gøre det nemt for dig at komme i gang, uden at du selv skal stå for materialer, jord, opbygning og det tunge praktiske arbejde. Jeg kommer med det hele og etablerer højbedet hjemme hos dig.

Dit højbed indeholder:

  • Solid trækasse i ubehandlet dansk lærketræ, 32 mm — 245 × 120 × 25 cm
  • Jord og jordforbedring
  • Opsætning og etablering hjemme hos dig
  • Vinterhårdføre afgrøder eller halmdække/efterafgrøder, alt efter årstiden
  • Min arbejdstid til at bygge kassen hjemmefra og etablere bedet hos dig

Lærketræ har en naturlig holdbarhed og egner sig rigtig godt til højbede, hvor træet står i tæt kontakt med jord, fugt og skiftende vejr. Forventet holdbarhed: ca. 10-15 år.

Se hvordan jeg bygger bedkasserne →

Højbedet følger sæsonen. I foråret kan du begynde med de tidlige og nemme afgrøder som salat, radiser, ærter, grønkål, krydderurter, rødbeder, gulerødder og spiselige blomster. I sensommeren og efteråret handler det om at gøre jorden klar til næste sæson — med halm, efterafgrøder eller fx hvidløg, vinterspinat og vårsalat.

Derfor er efteråret et godt tidspunkt: Når bedet fyldes med jord og jordforbedring nu, får jord, kompost og mikroorganismer ro til at arbejde vinteren over. Så kan du gå direkte i gang med at så og plante til foråret.

Pris

Højbed i lærketræ, 25 cm højt: 3.100 kr. alt inklusive.

Prisen dækker det hele — trækasse, jord, jordforbedring, afgrøder eller halm/efterafgrøder, og mit arbejde fra start til slut. Alle priser er inkl. moms. Betaling sker på dagen via MobilePay eller kontant.

Tilkøb:

TilkøbPris
Ekstra højde, 30 cm+500 kr. (3.600 kr. i alt)
Ekstra højde, 37,5 cm+1.400 kr. (4.500 kr. i alt)
Sneglehegn i aluminium, monteret ved etablering+400 kr.

Ekstra højde giver ikke nødvendigvis større udbytte, men det kan være rart æstetisk eller praktisk, hvis man gerne vil bøje sig mindre ned.

Jeg tilbyder også et par ekstra tilkøb — fx foring af indersiden og vildthegn af hassel. Læs om alle tilkøbene på bedkasse-siden →

Flere bede? Så bliver prisen billigere pr. bed:

  • 2 bede: 6.000 kr. (200 kr. rabat på bed nummer 2)
  • 3 bede: 8.750 kr. (350 kr. rabat pr. bed fra bed nummer 3)
  • 4 bede: 11.500 kr.

Rabatten afspejler den tid, jeg sparer, når jeg kan udnytte dagen mere effektivt — den er fast pr. bed, uanset tilkøb.

Andre mål? Jeg bygger også bede på specialmål — både højere, længere og helt andre former. Læs om specialmål →

Sådan foregår det

  1. Skriv til mig — fortæl hvad du kunne tænke dig. Det er helt uforpligtende.
  2. Vi aftaler en dato — jeg svarer inden for 1-2 dage.
  3. Du afmærker pladsen med pinde eller sten — vælg gerne et solrigt, jævnt sted, fx på græsplænen. Der skal bare være adgang til vand, så jeg kan fylde et par store vandkander.
  4. Jeg kommer med det hele — kassen har jeg bygget hjemmefra dagen før, og jeg medbringer jord, materialer og alt værktøj. Jeg ankommer som udgangspunkt omkring kl. 10, og du behøver ikke være hjemme.
  5. Bedet står klar — og du får en enkel vejledning med, så det er nemt at gå til. Du er altid velkommen til at skrive med spørgsmål bagefter.

FAQ

Hvor skal bedet stå?

Vælg gerne et solrigt sted i haven, helst et jævnt område — græsplænen er perfekt. De fleste grøntsager, krydderurter, blomster og bær trives bedst i sol, så et solrigt sted giver de bedste muligheder for at lykkes. Jeg anbefaler, at der er lidt plads rundt om bedet, så det er nemt at komme til fra alle sider og slå græs omkring det.

Kan bedet stå på fliser?

Ja, det kan det som regel godt. Der behøver ikke være bund i kassen — jeg lægger ukrudtsdug, så vandet kan løbe ud, mens jorden bliver holdt tilbage. Det vigtigste er, at der er godt dræn, hvor bedet skal stå. Én ting er værd at tænke med: På fliser kan rødderne ikke søge videre ned i jorden under bedet, som de kan på græs. Derfor kan det være en god idé at vælge bedet i ekstra højde (30 eller 37,5 cm), så der er jorddybde nok — især hvis du vil dyrke gulerødder og andre rodfrugter. Salat, krydderurter og jordbær klarer sig fint i standardhøjden.

Hvad med snegle?

Hvis der er mange snegle i haven, kan sneglehegn være en rigtig god idé — især hvis du vil dyrke salat, krydderurter eller små spirer. Et par snegle kan spise alle de små spirer på en enkelt nat. Jeg kan montere et sneglehegn i aluminium for 400 kr. ekstra — det sættes på kassens yderside, samtidig med at jeg etablerer bedet. Du kan også vente og se, om snegle bliver et problem, og få det monteret senere. Se billeder af sneglehegnet og de andre tilkøb →

Hvilket træ er bedet lavet af — og hvor længe holder det?

Jeg bygger alle mine bedkasser i ubehandlet dansk lærketræ i 32 mm tykkelse. Lærketræ har en naturlig holdbarhed og egner sig rigtig godt til højbede, hvor træet står i tæt kontakt med jord, fugt og skiftende vejr — helt uden kemi. Forventet holdbarhed er ca. 10-15 år. Se hvordan jeg bygger bedkasserne →

Kan jeg få bedet højere?

Ja. Standardhøjden er 25 cm, og bedet kan også laves i 30 cm (+500 kr.) eller 37,5 cm (+1.400 kr.). Ekstra højde giver ikke nødvendigvis større udbytte, men det kan være rart æstetisk eller praktisk, hvis man gerne vil bøje sig mindre ned. Ved 37,5 cm er det vigtigt, at der er god adgang til placeringen, da bedet rulles ind på vogn. Endnu højere bede — 50 cm og op — bygger jeg som specialmål. Læs om specialmål →

Hvornår på året kan bedet laves?

Det meste af året, faktisk. Foråret er oplagt, hvis du vil i gang med at så og plante med det samme. Og efteråret er et af de bedste tidspunkter at etablere et bed — jorden får ro til at falde til og blive klar, så du kan gå direkte i gang til foråret. Bedet kan dækkes med halm, tilsås med efterafgrøder eller beplantes med vinterhårdføre afgrøder. Til jordbær er august og det tidlige efterår det ideelle vindue: planterne når at danne rødder inden vinter og står stærkt til næste sæson. Og en køkkenhave med høst samme sæson etablerer jeg typisk fra april til august — etableres den senere, gør jeg i stedet bedet klar, så du kan så og plante fra tidligt forår.

Kører du også til mig?

Jeg kører i Gribskov Kommune og resten af Nordkysten. Bor du længere væk i Nordsjælland, så skriv endelig — jeg kører gerne lidt længere mod et kørselstillæg.

Skal jeg være hjemme på dagen?

Nej, det behøver du ikke. Området skal bare være tydeligt markeret — fx med pinde eller sten — og der skal være adgang til vand, så jeg kan fylde et par store vandkander. Jeg medbringer selv alle materialer og alt værktøj og ankommer som udgangspunkt omkring kl. 10.

Hvordan betaler jeg?

Betaling sker på dagen via MobilePay eller kontant. Alle priser er inkl. moms.

Hvor meget pasning kræver bedet?

Ikke ret meget. Når bedet først er etableret, kræver det primært vanding efter behov, lugning løbende, sneglekontrol — især hvis der dyrkes spæde grøntsager — og eventuelt lidt jordforbedring fra sæson til sæson. I et jordbærbed fjerner du også udløbere efter behov. Du får en enkel vejledning med, så det er nemt at gå til, og du er altid velkommen til at skrive med spørgsmål undervejs.

Højbede jeg har lavet 🌱

Bygget til at holde. Dansk lærk, rustfrit stål og forstærkninger dér, hvor kasser ellers først giver op.

Se hvordan jeg bygger bedkasserne →
Laura i arbejdstøj ved højbed

Jeg hedder Laura. Jeg har arbejdet med dyrkning hos bl.a. Camilla Plum og som gartnerelev på Rabarbergaarden, og jeg har dyrket over 150 forskellige grøntsager, urter og blomster. Det vil være en glæde at lave højbed til dig.

Mød Laura →

Interesseret i et højbed?

Fortæl mig hvad du kunne tænke dig — det er helt uforpligtende, og du kan også bare skrive en besked. Jeg svarer inden for 1-2 dage 🌱

Udfyld så meget eller så lidt, du vil — navn og e-mail er nok, resten hjælper mig bare med at svare dig hurtigere.

Så jeg kan svare dig
Adresse eller bare by — så ved jeg, hvor langt jeg skal køre

Det er ikke en bindende bestilling — du hører fra mig, og så finder vi ud af resten sammen.